Det Tabte Territorium af Åbenhed og Stilhed

En refleksions talk fra en praksisdag, med awareness-praksis - det vidtstrakte rummelige sind.
Lyt også den guidede meditation Big Mind, som også er optaget samme dag og som støtter op om denne talk.
Den findes her på min side også.

Transcript

Det er bare nogle tanker omkring det her område, Som jeg gerne vil dele med jer, Som måske kan inspirere, Alt efter hvor I er henne. Man kan høre om det her, Det er ligesom noget, Der resonerer. Så fred og hvile og helhed. Om det er noget, Man kunne længesætte dig. Ikke at skulle skynde sig ind i fremtiden, Eller at blive ængstlig over den. Ikke at blive presset af tiden. Og ville det ikke være en lettelse, Ikke hele tiden at skulle håndtere og jonglere med alt muligt. Putte ting ind i kasser, Rydde op, Analysere og få styr på det. Nogle gange kan det godt føles lidt som at køre afsted på fastlagte togskinder, Som ligger igennem et landskab, Som egentlig er ret storslået. Men vi kan kun se det, Vi kan se ud gennem vinduerne, Og toget kører den der vej. Det kan virkelig give en længsel efter stilhed og det her urestriktive rum, Som jeg taler om. Jeg tror, Der er mange af os, Der længes efter ikke hele tiden at skulle noget, At være på vagt over for noget, At holde øje med noget, At optimere og effektivisere. Men altså egentlig bare at komme i rytme med et eller andet. Så resonerer det. Man kan blive helt rørt bare ved tanken om det, At kunne opholde sig der noget mere. Men hvad betyder det i forhold til vores praksis? Ajahn Chuthito, Som er en skøn munk, Han bor i England, Jeg holder meget af at lytte til ham, Han har skrevet, At vejen kaldes vejen til klarhed. Og det vil sige, At den handler ikke om at få noget til ens selvbillede, Eller om at opnå noget, Der ikke allerede er her. Vejen handler om at tabe, Ikke at vinde. Om at tabe selvhøjtidlighed, Sansakræving, Tvivl og de vildspor, Som forhindrer os i at se tingene, Som de i virkeligheden er. Og leve i overensstemmelse med den sandhed. Så Buddha sagde, At hans undervisning var for dem med kun lidt støv i øjnene. Det der derfor behøves er en afrensning, Og ikke mere make-up. Han siger jo mange ting her, Men det jeg tror jeg bare vil understrege, Det er virkelig, At vores praksis handler mere om at lægge noget væk. Lægge noget fra os. Snarere end at vi samler noget op. At vi forsøger at aflade, Og at vi forsøger at møde roligt op igen og igen. Altså ikke ret meget andet end bare villigheden til at møde op og være vågen. Være klar og prøve at se direkte på det der er her allerede. Altså det er virkelig ikke anstrengende. Det er ikke anstrengende at lægge ting fra sig. Jeg ved jo heller ikke rigtig, Hvilket nogle gange det er det her med ordet. Så at vi lægger ting fra os, Vi taber, Vi giver slip, Aflader, Tømmer. Tømmer kunne man også bruge. Så det der med at vi skaber egentlig ikke noget. Vi tager imod det der er. Vi samler ikke noget specielt op. Man kan sige, At i virkeligheden er det virkelig enkelt. Men det kan godt være svært. Fordi vi er vant til hele tiden at skulle gøre noget. Og her der får vi noget. Altså vi får plads, Rum og lettelse ved ikke at gøre noget. Det er så kontra alt andet i vores liv. Men det der med at få stillet ind på den her kanal. For dem af jer der kender til Satchipatthana Sutra, Den er delt op i fire afdelinger. Og vi er inde i afdelingen i dag for Citta. Så sindet, Hjertesindet. Så vi kender godt at være opmærksom på kroppen og åndedrettet. Vi kender at være opmærksom på følelsestoner. Behag, Ubehag, Neutralt. Men vi kan også godt være opmærksom på sindet og på selve opmærksomheden. Og det rum som opmærksomheden skaber. Der var en der sagde sindsrummet. Hvor jeg tænker det går ind i et godt ord og det kunne jeg godt bruge. Så der er som om der er et rum som vi kan stille ind i. Vi kan måske forstå det lidt bedre gennem en analogi omkring en lampe. Vi kan tænde den og så lyser det op det der kommer ind i lyset. Men vi kan også være opmærksom på selve lyset eller på lampen. Jeg giver det mening. Og jeg tror at rigtig meget af vores mindfulness praksis er tit orienteret ind i det der kommer ind i lampen. Og ikke så meget ind i selve lyset eller lampen kunne man sige. Men det er virkelig også et rum. Og måske er der nogle af jer der kender den meditation. Jeg tror det er fra MBKT programmet hvor instruktionen er at prøve at være opmærksom på alt på en gang. Har I hørt det? Og I kan bare lige prøve det. Så hvad der sker når vi lige bliver bedt om at være opmærksom på alt på en gang. Og det er som om at der er et eller andet der stopper. Og vi får sådan en 360 graders opmærksomhed. Fordi vi kan jo ikke. Vi kan bare. Og så er vi bare sådan her. Og det vi får fat i der. Det er egentlig det her rum. Vi bliver nødt til at være muse stille på en eller anden måde. Virkelig ikke gøre noget. Og så bare. Så er vi sådan her. Så vi lytter ikke kun med ørerne. Vi lytter bare med hele kroppen og fuldstændig vågen. Så det her med at være opmærksom på alt på en gang. Altså i Buddhas undervisninger vil det der alt være. Alt det vi modtager igennem vores sanser. Så man kan sige at når han siger sådan frisk. Det gør han sådan flere steder. Jeg vil vise dig alt. Eller jeg vil undervise dig i alt. Så mener han. Jo ikke alt det findes i verden. Men så mener han alt hvad der kan komme ind igennem de her seks sanser. Så modtagelighed er også noget som vi snakker meget om. Og som vi tit hører i guidninger. Det er her sådan at være modtagelig. Så det er egentlig at åbne for evnen. At åbne for sanser. Måske er det noget af det allers smukkeste ved at være i live. At tage imod det der kommer til sanserne. Og så John O'Donohue. Som I kan fornemme jeg har et lille fløjt med lige for tiden. Han skriver et meget smukt lidt længere digt. Jeg har bare lige taget et par linjer fra. Som hedder For Presence. Og i min oversættelse. Så må du vågne til mysteriet ved at være her. Og træde ind i den stille uendelighed af din egen tilstedeværelse. Må du finde glæde og fred i dine sanserstemple. Og må du opleve hver dag som en heldig gave. Vævet omkring hjertets forundring. Altså det var virkelig en smuk bøn. Jeg siger bare det er fyldt med det. Den bog her vil jeg sige. Der er nogen der har en lille craving på den vej. Altså det er jo på en måde også en velsignelse. Og det er virkelig et udtryk for stor generøsitet. Og opmærksomhed. Men det her at finde glæde og fred i sine sanserstemple. Der kan det være virkelig hjælpsomt. At kunne se forskel på at nyde oplevelsen. Og at crave oplevelsen. Så kan vi se forskel på at der er noget der løber ud igennem vores sansedøre. Og griber efter noget. Holder fast i. Eller også at vi skubber noget væk. Jeg vil ikke høre den der lyd. Altså at vi prøver at lave som om den er der. Og bliver irriteret. Hvad som helst vi kan opleve igennem vores sanser. Som vi har lyst til at holde fast i. Jeg tænker at det her er jo virkeligheden simpel. Men det kan være rigtig svært at være opmærksom her. Jeg tror jo bare nogle gange at der sidder en lille magnet for enden af de der sansedøre. Som nogle gange skubber budden og den sidder forkert. Og nogle gange bare sidder det fast. Men det her er virkelig en nøgle. At kunne noget her. Og være sensitiv her omkring det. Og det er også noget Buddha har snakket rigtig meget om. Altså den her udfordring kan man sige. Forskellen på at tage imod. Være sensitiv omkring sansedørene. Og så til virkelig at crave eller det modsatte at skubbe bort. Han havde den her berømte sutta der hedder Ild Ceremonien. Hvor han fortæller om hvordan vores øjne brænder og tungene brænder og ørerne osv. Og alle de sanser vi har. Husk at vi har også den sans der tager imod vores tanker. Så det er jo også en sans i den buddhistiske psykologi. Og de her sanser der brænder med craving begærets ild. Med modviljens ild eller med uvidenhedens ild. Og han forklarer der at hvad er det vi så skal her. Altså at når vi ser klart. Når vi hviler i nærvær uden at gribe eller skubbe. Så dæmpes flammen af begær, Modstand eller uvidenhed. At det er sådan ilden slukkes. Det er ikke ved at lukke sanserne. Men det er ved at vågne op til naturen her. At vi kan se. Og jeg tænker også at det er noget med at vække en sensitivitet her. Og at vågne op til naturen. At naturen i os, I sanserne er sådan. At de gerne vil række ud. Og vil gerne holde fast. Eller vil gerne skubbe væk. Så jeg håber det giver det mening. Nu prøver jeg lige at gå et skridt dybere ned i de der sanser der. Så bare hold fast. Eller det er for os nørder. At lade sanserne stå åbne uden at gøre andet end at opleve igennem det. Det giver os også virkelig en tydelig fornemmelse at der findes noget der ufabrikerer. Noget der bare er. Når vi oplever igennem sanserne bare direkte. Som vi for eksempel hører en lyd. Og hvis vi kan høre den bare som lyd. Men I ved godt at der sker det lynhurtigt. Så er der et eller andet der fortæller. Det er en musvog. Eller det er en solsort. Og så begynder vi. Og alle de her stumper der kommer ind igennem vores sanseporte. Dem sætter vi lynhurtigt sammen. Og så begynder vi at bygge. Og vi skaber mening. Så pludselig er det vi har hørt sat sammen. Enderne bliver sat sammen. Også selvom hvis de ikke hænger sammen. Så gør vi det sådan lidt alligevel. Og så udfylder vi ud. Og så skaber vi. Så der findes noget der er ufabrikeret. Og ud af det fabrikerer vi noget. Kan man sige det sådan. Og det der nogle gange sker her. Altså at de her fortællinger. Som vi fortæller om det vi oplever. Kan vi jo hurtigt få skabt en vane ud af. Altså vores historier bliver til vaner. Om verden. Det er jo også bare fordi der er sådan her. Eller fordi jeg er sådan. Og så skaber vi nogle tankevaner kan man sige. Eller nogle mønstre som vi lever efter. Som vi har sat sammen ud af det her. Endelig bare liv der strømmer igennem os. Og så kommer der en ting mere herinde. Fordi det er også her hvor vi faktisk kan opleve meget tydeligt. At der ikke er et selv skabt endnu. Så faktisk så. Og jeg skal ikke prøve at presse det her ned i halsen på nogen måde. Så det er jo sådan lidt lærende omkring non-self og tomhed. Men det behøves ikke at være så højt flyvende. Eller så særligt. Eller så dybt på en eller anden måde. Det er bare noget vi sagtens kan opleve. Vi kan sagtens opleve at tage imod igennem sensorne. Uden at der egentlig rigtig er kreeret et mig. Eller uden at jeg rigtig er en del af det. Men jeg oplever det jo. Men jeg skaber ikke rigtig mig ind i det. Det er der ikke rigtigt. Men det er jo noget vi kan undersøge for os selv. Også når vi sidder i meditation. Og det er lettere at komme til den her forståelse. Når vi har en meget rummelig. Det er i hvert fald min oplevelse. Når vi prøver at lave en meget rummelig opmærksomhed. Hvor vi kan se at jeg. Altså så så man lige mig. Den er der bare ikke. Men jeg er jo godt klar over at jeg er der til. Eller noget af det som jeg kalder mig. Er i gang med at opleve det her. Så jeg håber det er bare en lille smag på det her. Så jeg oplever virkelig i praksis. At det faktisk er en hjælp. At slippe den her evne til at fabrikere. Og så i stedet for at prøve at blive næret lidt. I det her åbne lysningen kan man sige. Mary Oliver hun har virkelig skrevet et meget smukt. Lille digt omkring det. Som jeg også har oversat. Jeg er blevet jordens og himlens barn. Jeg er blevet skovens sang. Og bladet og vinden og jorden. Og anden og bin. Jeg er blevet højtlæsningen af digte. Og vandets sagte ridslen over sten. Og stilheden i sne der falder. Og børns latter. Jeg er blevet træernes tålmodighed. Og blomsterne der byder velkommen. Og fuglene der synger. Og dyrene der ser på. Jeg er blevet hjertet af engen. Og markens øjne. Og jeg er selv blevet lysningen. Så. Der er også natur herinde. Som også kan det der. Og som bare er sammen med. Altså vi bliver en del af. Og pludselig er der ikke lysningen og mig. Pludselig er det bare det samme nærmest. Det er så meget enkelt og alligevel. Og det er jo det der er med det her. Jeg tænker det er svært at forklare det. Men det er lidt et mysterie. Men det er jo heller ikke fordi vi skal finde svaret. For det her store mysterie i dag. At kunne sætte ord på det. Men vi kan smage lidt ind i det. Kender I til en nulevende filosof? Hartmut Rosa? Ja. Så han har skrevet en vidunderlig lille bog. Jeg har måske nævnt det for nogle af jer tidligere. Omkring det ukontrollerbare. Og der snakker han virkelig også om det her med. At komme ud af det restriktive. Igennem at give slip. Han snakker egentlig meget om det her med. At ture og lade sig befrøre af livet. Han siger at det sker i mødet med det ukontrollerbare. Altså der hvor vi stiller os frem i noget. I den buddhistiske psykologi vil vi måske sige sådan noget. Med det der med ikke at vide. At stå et sted ikke at vide. Og hvor vi jo siger det er også et sted. Og det er et sted hvor der også sker noget. Og hvor der kan opstå en resonans. Imellem os og verden. Mary Oliver lige skrev om det. Det er også en resonance. Som er imellem os og verden. Vi oplever noget. Vi bliver en del af det. Vi er også et stykke natur. Vi tænker os tit på at vi går ud i naturen. Og kigger på det og glemmer måske selv. At vi er også natur. Der går rundt. Så bruger han Hartmut Rosa en fortælling om sne. For at prøve at beskrive det her. Og det kunne vi måske også lige prøve. Så kan I huske som børn. Måske den der følelse af. At opleve sne. Hey det sne'er. Og måske. Der er jo så mange forskellige. Og så er det skolegården og så oplever man en ting. Men hvis man måske har været ude i naturen. Og havde mulighed for at gå derud. Så hvis I kan huske det her med. At man kommer ud. Og så oplever man bare. At det hele er vi sådan et trylleslag. Nærmest blevet fuldstændig forandret. Altså. Som noget der bare kommer fra en helt anden verden. Og pludselig så er man der. Bare derude. Og det er ligesom at man får sådan. Alt kan ske nu. Og det ligger virkelig over alting. Det er ikke sådan noget med. Dem der er de ikke så gode. De får ikke noget. Det er sådan bare ud over det hele. Og så hvordan at tiden på en eller anden måde. Stod stille. Altså tiden faldt ud af det der billede. På en eller anden måde. Fordi man bare var der. Og fornemmelsen af mig. Faktisk også falder ud af det der billede. Fordi man bare er der. Og der er virkelig. En meget sådan stærk. Forbindelse. Eller den her resonans. Imellem det andet natur. Og os selv. Det er egentlig vildt. At det kan lade sig gøre. At vi kan næsten smelte sammen. Med det der er omkring os. På den måde. Og hvis i kan memorere det. Så kan i måske også sådan. Fornemme. Eller måske kan huske. Noget omkring hvordan. Det kan være. Inden i den oplevelse. Da du stod der. Hvordan at sindet nærmest ikke. Det har ikke brug for at gå uden for oplevelsen. Den vil gerne bare blive inden i det. Og blive holdt herinde. Og der slet ikke er. Altså helt naturligt. Er der ikke brug for at konstruere noget. Ud af det vi lige oplever. Vi er der bare. Og oplever det. Og sindet nærmest bare. Hviler inden i det her. Og det er ikke. Det der med at sindet har ikke brug for. At gå ud af oplevelsen. Har ikke brug for at konstruere noget. Ud af det. I hvert fald ikke lige i starten. Så kan man jo begynde at synes. Man skal lege et eller andet. Men bare sådan lige. Altså at det betyder ikke. At det ikke er i resonans med. Eller at det ikke er medfølende. Det er ikke et sind der er dødt. Og ikke har noget. Ikke har nogen intention. Kunne man sige det sådan. Det er meget levende. Og hvis man tænker på at nogle gange. I er sikkert også blevet spurgt omkring det der meditation. Altså why. Så sidder du ligesom bare der. Og går helt i stå. Der er så meget liv herinde. Der er så meget liv. Og det kommer. Og vi behøver så ikke engang at række ud efter det. Det er bare rundt om os. Det der også. Som vi også kan bruge den her. Hvad hedder det. Som vi prøver at huske. Vores oplevelser med sne. Der var heller ikke nogen craving derinde. Der var ikke så noget med. Der var noget. Det er noget der kommer lidt senere. Givet det bliver liggende. Men lige i øjeblikket er der jo ikke. Eller vi går ikke ud og siger det er forkert sne. Det burde se anderledes ud. Så der er heller ikke nogen avasion. Og der er ikke nogen. Særlig forvirring. Det er faktisk meget klart. Vi er bare den der står der. Der oplever det. Men det er som om vores jeg. Hvis man kunne sige det sådan. Ikke rigtig har nogen speciel rolle i det. Så både Giotito og Rosa de peger virkelig på. At vejen ud af det her restriktive. Og snævre område. Det ikke handler om at udvide kontrollen. Men mere om at prøve at genvinde. En eller anden form for åbenhed. Så Rosa han kalder det resonans. En relation til verden. Hvor vi både rører ved den. Men også virkelig at lade os berøre. Og blive rørt af den. Giotito taler om at vende tilbage. Til et sted med frihed og vågenhed. Hvor sindet ikke længere er indespedet. Men hvor det er frit og naturligt. Hvilende i sig selv. Som virkelig er noget af tingene vi oplever. I vores meditationer. Så hvad er det så egentligt. Vi vender tilbage til. Når jeg snakker om at genfinde. Det her landskab. Men det er jo ikke noget nyt. Det er ikke noget nyt for os. Det er noget der allerede er der. Men det er noget der kommer tydeligere til syne. Når vi slipper grebet. Eller at vi hopper af skinnerne. Det er jo virkelig det som jeg tænker. Mindfulness er så stærk her i. At lære os. At stoppe op. Det er det der virkelig er. Indgangen til det her. At vi stopper op. Og så prøve at lægge mærke til. Rummet. Pladsen. Det ufabrikerede. Det vi kan tage ind igennem vores sanser. Det er det vi vender tilbage til. Er det så langt? Okay. Jeg er der stadigvæk. Det sidste er noget omkring. Hvad der kan støtte os i vejen. Til åbenhed og stillhed. Hvad er det der kan støtte os. I at slippe grebet. Så vi kan komme ind i det her. Mere vidt strakt. Eller åbne op for det. Og hvad er det der kan støtte os. I at afstå. Og gribe. Og holde fast i den her craving. Som jo er en stor del af vores liv. På en eller anden måde. Nogle gange tænker man. Det er den der sidder på forsædet. Og egentlig. Hvis man tænker over det. Vi er virkelig interesseret i det her felt. Den her plads. Den her rummelighed. Vi kan nærmest høre et stort felt suk. Lad os bare komme herind. Men det er jo også et sted. Som måske er lidt. Som jeg sagde i starten. Lidt off-piste. Og det er lidt flagrende. Og det er lidt. Okay, Hvad skal vi herind i det her store rum. Og så står man bare her. Og oplever. Og så. Hvis man snakker om. Vi skal bare lade gå og give slip. Og så kommer der noget craving. Og så kan man sige. Og vi tager fat i det. Fordi så ved vi der er det mindste. Så ved vi der er det mindste. Og tit så er der steps i de her craving. Først så skal jeg det. Og når jeg har fået det gjort. Så skal jeg. Og når jeg har købt den. Så bliver jeg. Så vi kan måske kigge lidt kærligt ind i det her område. Og sige. Når jeg selvfølgelig griber jeg om det. Fordi det er lidt usikkert. Ikke at have fat omkring noget. Så måske så kunne det. Egentlig blive et vendepunkt. At vi opdager. Når vi griber efter noget. Så kunne vi måske. I stedet for at sige. Ja det er okay. At vi lige er et sted her. Hvor vi ikke lige helt ved. Hvor vi er på vej hen. Eller hvordan vi lige skal være her. Altså giver det mening. Så hvad har vi som støtte. Det vi har talt om. Indtil nu kan man sige. Det er generøsiteten. Er noget der hjælper. Noget gavmildhed. Både at vi giver. Og at vi modtager her. Og så er der samledhed. Som jeg tænker vi alle sammen. Har en fornemmelse af. At vi tit gør i vores meditationer. I vores liv. Vi samler os. Det er samarit-aspektet. Og så er der jo også. Den der nysgerrighed. Som vi bliver bedt om. At møde op ind i det her øjeblik. At være åbne. Og at have. Viligheden. Og så er der en ting mere. Som jeg gerne vil nævne. Og som jeg synes er virkelig. En vigtig spiller. Ind i det her felt. Det er sadha. Det er tillid. Tiltro. Det er simpelthen. En kæmpe hjælp. At have tillid. I sin praksis. Og der er. Kan man sige. Tilliden til vejen. Ja. Og det kan være tillid til. Altså til damaen. Til sangeren. Sådan set også. Men det er også virkelig. Altså tilliden til. At jeg har det der skal til her. At jeg kan også. Altså at alle kan. Buddha kunne. Han var bare en helt almindelig mand. Der er andre der er gået vejen før mig. Og jeg kan også. Jeg har også det der skal til. I har allesammen det der skal til. Og det kan jo godt nogle gange. Ikke lige være så skarp. Eller sådan. Men jeg ved at i har det. Alle sammen. Man tror på at det her. Det vil give mig noget. Så derfor møder vi op. At tro på undervisningerne. Og hinanden. Og fællesskab. Men det er noget vi kan praktisere. Så vi kan lægge det ind. I vores liv. Når vi kan mærke at der er noget. Der bliver gyngende for os. Så kan vi putte det ind. Giver det mening. Så det minder os om. At vi har det. Og at vi kan praktisere. Tiltro til. Er der et andet evne. Som I tænker. Der er også det her åbenløse. Præcis. Altså overgivelse. Og jeg tror det er det. Jeg snakkede lige med Helen Steffensen. Der kom til at tale om det her med. Vi har jo en vis energi. Og en vis vilje ind. Men på et tidspunkt slipper den vilje op. Og så har vi overgivelsen. Og der er det jo rart. Vi har en tillid til at det kan jeg. Altså tro på det. Så det er jo overgivelsen. Overgive sig ind i det. Okay så slutter jeg af med. Endnu et lille vidunderligt digt. Som jeg synes taler meget ind i. Den her tillid til vores væren. Og det her ikke selv. Som vi begynder at snakke lidt om. At der ikke rigtig er noget at opnå. Men. At være med det der allerede er. Det er fra David White. Det er fra et digt der hedder Enough.