Tålmodighed. Meditation og refleksion

Optagelse fra en morgenmeditation på zoom. Den indeholder en guidet meditation hvorefter jeg deler lidt refleksioner fra den buddhistiske psykologi. Emnerne er alle vedkommende som støtte i en tid med stor uvished og omskiftelighed. Jeg håber du får glæde af den.
21.06.25

Transcript

I skal vide, At I er velkomne, Uanset hvor I er henne, Og uanset hvordan I har det. Og at den her morgen egentlig er bare en mulighed for at sidde sammen med nogle andre, Og blive inspireret, Og at holde vores praksis ved lige, Eller fordybe den, Og lad den brede sig ud i vores liv, Så det bliver en rigtig livspraksis for os. Og efter meditationen her, Så vil jeg dele lidt refleksioner mere omkring tålmodighed. Så ja, Så lad os starte med at sidde lidt sammen. Giv dig tid til at opleve dig selv dybt, Denne her morgen. Sæt dig godt til rette, Sådan at du sidder godt og afslappet. Sådan at åbne for fornemmelsen af at være der, Hvor du er, Lige den her morgen. Med hvad der måtte være af lyde og atmosfære omkring dig. Og at sænke farten, Så du lige så stille kan dumpe ned på din pude eller din stol. Så læg mærke til tømpen og kontakten med jorden. Og mærke hvordan at kroppen bliver boret og støttet nedfra. Og så læg mærke til lettheden, Oprejstheden, Der løfter sig opad. Den rejser sig opad gennem rygsøjlen og nakken. Og fornemmelsen af lethed, Den energi der rejser sig opad. Se om det er muligt både at holde tømpen og lettheden. Og imellem det bevæger åndedragende sig. Læg mærke til åndedragende, Der rejser igennem kroppen. Hvordan der er noget der åbner og løfter. Noget der sænker og samler. Lad sindet hvile her i kroppen, Ligesom kroppen hviler på puden. Så sid lidt og samle dig. Et skifte fra at prøve at få noget til at ske, Til i stedet for at modtage. At være modtagelig, Åben. Så egentlig kan du læne dig lidt tilbage. Så prøv at modtage øjeblik for øjeblik. Det er den her morgen, Det her åndedrag. Det er den her lyd eller sænsning der er lige nu. Hvad det vil sige at opleve sig selv dybt. Tag din tid. Lad tingene vise sig og være der. Lad opmærksomheden være fyldig, Rummelig. Så den kan indholde hele dig. Så der ikke er noget du skal holde udenfor. Noget du skal forsøge at undgå. Men hold opmærksomheden åben. Midtstrækt og afslappet. Hvis energien bliver lidt omkring farene og spredt. Søg jorden. Tøm den. Og igen at sænke farten. Så bare være her. I jordforbindelse. Modtagelig og åben. Lidt åndedrag gang. Se på dig selv med nogle venlige og milde øjne. Sidde her midt i det hele. Når som helst. Vi kan mærke at vi laner os lidt fremad. At vi kan træde lidt tilbage. Søg jorden. Blødgør og åbne. Mærke hele forsiden af kroppen blød og åben. Hænderne åbne. Modtagelig. Stille. Vennligt at fylde kroppen ud. Mærke at du fylder noget. Indeholder noget. Se om det er muligt at nærme sig. Den her oplevelse af mit lille ja. Så det er sådan her vi er. Ja. Lige nu. Vennlig omfavnelse af det her øjeblik. Så et åndedrag af gangen. At give plads til dig selv. At hænge ud her lidt. Og trække ved med det der viser sig. Af sig selv. Et øjeblik af gangen. Stille. At holde om det her øjeblik. Og holde hjertet. Vennligt. Stille. Vennligt at lytte ind i det rum. Rummet hvor hjertet bor. Et åndedrag af gangen. Følge med og mærke det der her. At udvide. Udvide. Åbne. Så mange tak for jeres praksis. Og jeg giver dig bare selv lov til at flytte lidt på dig. Og strække dig. Sætte dig. Og ligge dig på en god måde. Så lidt refleksion fra mig. Jeg vil gerne starte med at læse en lille passage op. Eller et vers. At alting har en tid. For alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt. En tid til at fødes. En tid til at dø. En tid til at plante. Og en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel. Og en tid til at helbrede. En tid til at rive ned. Og en tid til at bygge op. En tid til at græde. Og en tid til at læ. En tid til at holde klage. En tid til at danse. Så det er en lille uddrag af prædikernes bog. Og den her passage, Eller digt kan man kalde det, Har altid rørt mig. Det her med at der er en tid til alting. Og at naturen har sin gang. Og at der er noget der er større end mig, Der bevæger sig og har en rytme. Og det det gør for mig, Det giver mig sådan en fornemmelse af at kunne slappe af. At det ikke er mig der skal have alting til at ske. Og så tænker jeg også at verset her, Det indeholder den her vidstom om, At du kan ikke have den ene ting uden også at have den anden. Så vi kan ikke kun fødes, Vi skal også dø. Vi kan ikke kun starte. Der er også noget der slutter. Og der er ikke kun sorg, Og der er også glæde. Og livet er ikke kun let, Og det er også smertefuldt til tider. Så der er noget i det her, Der tager et fokus væk fra mig. Så der er en natur her. Men det får mig også til at mærke de her toner af tålmodighed og overbærendhed og accept. Så Buddha han kaldte det Kanti, Tålmodighed. Og Kanti man kan oversætte det med, Eller kalde det det at bære over med livet. Eller at bære sig igennem livet. Og Kanti er vores evne til at holde hjertet roligt midt i det der er svært og smertefuldt. Indtil det kan give slip på at kreere mere smerte oven i smerten. Så vi kan komme igennem de her oprørte vandene. Så det er noget med sådan at holde os roligt midt i alt det svære. At vi ikke reagerer på mere smerte på smerten. Og for et par fredage siden så snakkede vi om, Hvad det egentlig er vi dybest set ønsker os fra vores praksis. Og jeg tænker på at når vi tager en beslutning fra hjertet, Eller sætter en klog intention. Fuld af initiativ og måske sådan, At jeg nu har fundet ud af hvad det er jeg gerne vil ønske mig herfra. Så er det som om at den næste fase der sker, Det er at vi bliver mødt af den her strøm af en form for negativitet eller modstand. Og også den her forførende fornuft, Der kan snakke os fra det her store ønske vi måske har. Eller de her flakkende impulser og tvivlser der rejser ind. Det er som om lige så snart vi tager et skridt ud i noget som vi har intentioner om, Så kommer der også det andet. Så det at kunne holde vores hjerte roligt midt i den her strøm, Det er at træde tilbage fra en reaktivitet. På det her smertefulde eller på den her forvirring, På den vrede, På frygten og vores dybe ønsker om at givet det var anderledes. Altså at vi gerne vil have det anderledes end vi har det og end det der foregår. Så det er også en accept der anerkender det der er, Uden at dække over noget eller uden at tilføre noget. Og det er ikke den her udholdende tolmodighed der har et eller andet sted med, At hvis jeg bare er tolmodig og holder ud, Så får jeg det til sidst på min egen måde. Så er vi på en måde ikke kommet helt ned til råden af den her modstand vi kan have i livet. Den her krampagtige vilje vi kan have inden i os, Som kan være råden til vores smerte. At holde hjertet roligt, Tolmodigt, Det er heller ikke at lade stå til. Men det er sådan virkelig at prøve at prioritere vores skridt i det der skal gøres for at løsne smerten. Og det er også en tolmodighed der godt er klar over at der kan være andre ruter, Der kan være andre veje end lige den vi havde set for os. Så tolmodighed garanterer virkelig en dyd eller en kvalitet der er ret åben og vidtstrakt og opmundrende. Og det er en tolmodighed der på en måde giver slip på en deadline, Men stadigvæk holder fast til at komme i mål. Og jeg ved ikke om I kan mærke hvordan det er at give slip på en deadline, Ligesom BOOM, Vi kan virkelig udvide. Men at vi stadigvæk har vores intention om at komme i mål med vores dybe, Dybe ønsker og det vi dybeset har inde i hjertet som vi prøver at lytte til. Så der er egentlig meget i den her opdyrkning af kanti eller tolmodighed, Der kræver at vi bliver stærkere og mere rumlige, Så vi ikke løber vores vej eller gemmer os. Så hele vores proces med at bære livet eller bære over med livet, Det er ikke sådan en lidelse eller straf, Men det er virkelig en rejse hvor vi kan udvide os og vokse. Så alting har en tid, Men det er klart at vi skal putte frø i jorden, Altså hvis miraklet skal ske, Så skal der stadigvæk et frø i jorden. Jeg tænker det kan være de her intentioner og vores dybe ønsker at passe dem, Pleje dem og under de rigtige omstændigheder, Så vil det spire at vokse op og vokse sig stærkt.