Velkommen til KONTEMPLATION og til denne guidede meditation med Peter Høgh.
Det er mit håb,
At vi henover de næste minutter sammen kunne bevæge os ind mod noget af det,
Som er essensen af hvad haiku-digte drejer sig om.
Og da de eksempler,
Jeg har valgt,
Allesammen er skrevet kvinder,
Så kunne vi måske kalde den her meditation for kvinders haiku.
Et haiku,
Et berømt haiku,
Lyder sådan her.
I den tiltagende måne træder stillheden ind i hjertet.
Igen tager det i den tiltagende måne træder stillheden ind i hjertet.
Det er skrevet af Tetsuo Nakamura,
En af den moderne verdens store japanske haiku-digterer,
Som døde for,
Jeg tror,
Omkring 30 år siden.
Endnu et haiku af hende lyder sådan her.
Læbestiften glemt.
Smagen af klart kildevand.
Og i den stillhed,
Som vi nu lå klinge et øjeblik,
Da digtet var slut,
Der kan vi måske mærke noget af det,
Som haiku i dybere forstand drejer sig om eller bygger på.
Det er sådan,
At for os mennesker er det sådan,
At når vi får sagt noget væsentligt,
Så kommer der en lettelse og en frihedsfølelse bagefter.
Senatorerne i det romerske senat,
De sagde,
Når de havde talt,
De kunne sige et salvavi animam meam.
Jeg har talt og befriet min sjæl.
Og kender vi ikke alle sammen den lettelse og frihedsfølelse kortere eller længere,
Når vi har fået udtrykt noget samlet eller væsentligt?
Endnu digte Nakamura lyder sådan her.
Grønne blade.
Nedfaldende blade.
De bliver ét i den blomstrende sne.
Prøv at synk eller fald eller læn dig ind i åbenheden.
Efterdigt,
Slutning.
Jeg gentager det.
Grønne blade.
Nedfaldende blade.
De bliver ét i den blomstrende sne.
Prøv at lægge mærke til,
Om det er muligt i den stillhed,
Der kommer efter et hegn.
Prøv at lægge mærke til,
Om det er muligt i den stillhed,
Der kommer efter et haiku,
At slippe ikke alene teksten,
Men også at slippe den lettelse eller befrielse,
Der kommer efter et digt og efter rigtig mange kunstneriske oplevelser.
Altså det tilbud,
Som haikuformen giver,
Det er altså ikke alene at opleve denne her lille sjælsbefrielse,
Ved at have sagt noget væsentligt.
Det er også at slippe det hele bagefter.
Også sjælsbefrielsen.
Endnu et eksempel.
Sommerfugl.
Jeg venter på øjeblikket og slipper det.
Og lad os bare læne os ind i stillheden.
Vi slipper alle spørgsmål,
Analyser,
Forståelse og bare nyder digtets sanslighed.
Så det her flygtige billede,
Sommerfuglen,
Helt let og flygtig,
Og øjeblikket,
Helt let og flygtigt.
Jeg citerer igen.
Sommerfugl.
Jeg venter på øjeblikket og slipper det.
Det er et haiku af Elizabeth Searle Lamb,
En amerikansk forfatterinde,
Som har skrevet rigtig mange smukke haiku.
Og jeg tænkte,
Er det nu muligt med de her ting,
Vi har opsummeret?
Vi kan lade Nakamoto opsummere det.
Hun siger i et interview,
Hvor hun bliver spurgt om,
Hvad er den dybeste mening med haiku?
Så siger hun tre ting.
Vær tro mod dig selv.
Beskriv virkeligheden.
Og giv så slip.
Så enkelt er det.
Der er en bestemt kvalitet,
Når man leger med det.
Vi kan allesammen lave et haiku på et øjeblik.
Altså,
Hvis jeg ser mig omkring og bare lader komme,
Hvad der er,
Så kunne jeg sige,
At gulvet under mig og loftet over mig,
Rummet imellem dem,
Jeg slipper det hele.
Eller fuglen på fod og brættet udenfor mit vind.
Der lettet.
Hvor skal den hen?
Så I kan høre ingen præstation,
Ingen krav.
Bare,
Jeg mærker mig selv.
Vi siger et eller andet,
Om nu ud rigtig gerne noget,
Der tager udgangspunkt i en jagttagelse af et eller andet stoflige eller naturagtigt omkring os eller udenfor vores vindue.
Og så afslutter vi det,
Og så slipper vi det hele.
Hvis jeg nu er stille i nogle minutter,
Kunne vi så begge to vide,
At vi gør det sammen på hver vores måde.
Og en gang til.
Og vi slipper det hele.
Endnu et haiku.
Denne lille billes.
Hele liv er den træsdamme,
Hvor alt findes.
Det skrev Edith Schiffert,
En anden moderne verdens haiku-forfatterinde,
Men også amerikaner.
Og det har,
Hvad også nogle af de andre,
Jeg har citeret,
Havde paradoxet.
Undrende opdagelsen.
Altså,
Hun ser en lille bille,
Og så går det op for hende.
Eller digtet.
Det går op for digtet.
Jamen,
Det træ,
Som billen sidder på,
Det er jo et helt kosmos.
For billen er det hele verden.
Og det kan jo føde alle mulige tanker.
Er vi som biller,
Og den her verden,
Der føles så enorm for os,
Er den i virkeligheden ganske lille i forhold til andre,
Meget mere omfattende former for liv,
Der ser på os?
Eller når billen nu er så tilfreds,
Altså den har alt.
Den kan finde en handbille at pare sig med,
Og den kan finde mad på træstammen og læge.
Hvorfor er vi så utilfredse med verden?
Der åbner sig mange mulige associationsrækker fra et heikot.
Det er en del af det tridom.
Og så slipper man det hele og synger.
Jeg citerer igen.
Denne lille billes hele liv er denne træstamme,
Hvor alt findes.
Jeg vil gerne slutte af med et haiku af Kōjijo,
Og hun var en del af en intens poetisk blomstring i 1100-tallets Japan,
Og var dybt inspireret af buddhismen.
Og der er rigtig mange af hendes haiku.
Det handler om i sig selv og i sit eget hjerte at finde den virkelige frihed og den virkelige fred og den virkelige kærlighed.
Og et af hendes digte lyder sådan her.
At vide at denne fuldmåne skinner i vores hjerter,
Er at se nattemørket forsvinde som skyer fra solen.
Og vi tager det en gang til.
At vide at denne fuldmåne skinner i vores hjerter,
Er at se nattemørket forsvinde som skyer fra solen.
Og så slimmer vi det helt.
Tak fordi,
At du var med på denne lille vandring ind mod haiku-digtets hjerte.
Jeg håber,
At der venter flere haiku foran dig.
Både nogen du lytter til og nogen du selv skaber.
